Et Fælles Fastaval

I Fastavals tilmelding skal du som deltager notere, hvordan du vil give en hjælpende hånd med afviklingen af kongressen. Du kan være spilleder, regelformidler, opsætningshold eller være en del af Heltestyrken! Du kan vælge lige så mange af helte-opgaverne som du vil, men minimum én. Hvilken helt er du på Fastaval?

Hvad er Heltestyrken?

Gør man overhoved en forskel ved at være Helt? Ja, det gør man i den grad! Specielt på Fastaval!

GDS (Gør Det Sammen), som har været en stor del af Fastaval i mange år, har fået en makeover, og er blevet til det nye netværk Heltestyrken!

I samarbejde med de andre helte, hjælper du med at give alle deltagere og arrangører en bedre Fastaval-oplevelse. Uden vores Helte, kan Fastaval ikke køre som det skal. 

Uden dig – intet Fastaval!

Det er nemlig fantastiske deltagere som dig, der hjælper med at holde vores alle sammens Fastaval kørende. Gør en kæmpe forskel, bliv en del af Heltestyrken!

Hvad indebærer det praktisk at være i Heltestyrken?

I vil få tildelt forskellige helte-opgaver. Der tages selvfølgelig højde for de aktiviteter du er tilmeldt og ingen opgaver vil være længere end 3 timer.

På opgaverne hjælper du arrangørerne med div. og du får en unik mulighed for at komme bag om kulliserne, og lære nogle af de mange frivillige arrangører på Fastaval at kende!

Har du brug for at komme i kontakt med vores Heltestyrkeansvarlige, Magnus Keiding og Christoffer Nissen, kan det gøres på mail: heltestyrken@fastaval.dk eller tlf.: +45 93 90 35 68 (kun aktivt under Fastaval) 

Eksempler på tidligere Heltestyrke opgaver

  • Service og Madhåndtering: I Kiosken findes opfyldning af varer, salg og naturligvis kundepleje. Du få udvidet kendskab til i kiosken og det er en fantastisk måde at møde mennesker på. 
  • Café: Hjælp til i caféens køkken, med anretning af tapas og lignende.
  • Kaffekro: Hjælp til i Otto’s kaffekro eller hjælp til med kagebagning
  • Fest-opsætning: Som navnet antyder så handler det om opsætning til den store Otto-fest. Opstilling af borde, stole og pynt.
  • Opvask: Det traditionsrige opvaskelive. Har eksisteret længere end Dirtbusters, men sig det endelig ikke til dem.
  • Oprydning: Lukning og oprydning af lokaler lørdag og søndag. En vigtig helte-opgave!

Hvad er en spilleder?

Langt de fleste scenarier på Fastaval er designet, så der er en spilleder til scenariet. Spillederen er den der har læst scenariet på forhånd, sat sig ind i fortælling, virkemidler, roller osv. Scenariet er en slags manual/drejebog, som spillederen følger og fortolker i praksis. Spillederen er den person, der formidler scenariet videre og i den rigtige retning. De har typisk ikke en rolle i scenariet, men kan spille fx flere små biroller.
Det er tit også en vigtig opgave for spillederen at sætte scenerne – altså beskriver hvor og hvad der foregår, og klippe scenerne, når de er spillet færdig.

Hvorfor blive spilleder?

Uden spilledere kan scenarierne ikke spilles. Det betyder at man som spilleder er en kæmpe hjælp for Fastaval, at man hjælper forfatterne med at deres scenarier bliver spillet af flere, og samtidig får man selv en god oplevelse.
Spilledere er helte på niveau med Regelformidlere og Helte i Heltestyrken, og de som hjælper med Opsætning og Nedpilning. Det er altså en måde at give en hånd med til det Fælles Fastaval vi skaber sammen.
Som spilleder har du også en god mulighed for at møde en ven du ikke kendte i forvejen. Det er en god måde at lære nye mennesker at kende. Går du selv med en scenarieforfatter i maven, er det også en god måde at få læst og tænkt over scenariedesign, så du selv kan arbejde videre med din egen ide.

Hvad indebærer det praktisk at melde sig som spilleder?

Når du tilmelder dig aktiviteter, kan du vælge at melde dig som potentiel spilleder. Du kan melde dig til et eller flere scenarier – det er helt op til dig. Du kan også melde dig til at spillede det samme scenarie flere gange.

Ca. 14 dage efter tilmeldingen lukker (så lang tid tager det at lave holdlægning og finde de spilledere vi altid mangler), vil du få at vide hvilke scenarier du skal spillede, og du vil få tilsendt scenariet. Det er din opgave at have læst og sat dig ind i scenariet inden du skal køre det på Fastaval.

Inden Fastaval har vi to tiltag til at hjælpe med at klæde dig på til opgaven:
Mandag inden påske, vil der være en online Spillederworkshop på Discord, hvor du kan stille spørgsmål og få hjælp, hvis noget i scenariet er uklart. Det er de spillederansvarlige (dem der finder spilledere til alle hold), der afholder workshoppen.

En halv time inden det scenarie du skal køre starter, vil der være en briefing om scenariet med de andre spilledere på scenariet og typisk forfatteren, hvor du også kan stille spørgsmål.

Typisk vil det også fremgå af scenariet, hvordan man kan få fat i forfatteren, hvis man har spørgsmål inden Fastaval.

Hvordan bliver jeg en god spilleder?

Her kommer 5 gode råd:

  • Sæt dig ind i scenariet i god tid. 

Hvis du har læst scenariet inden Fastaval, har du meget mere ro og tid til at finde svar på eventuelle spørgsmål. Det giver en meget bedre mavefornemmelse.

  • Spilled scenarier du selv kan lide at spille

Hvis du spilleder et scenarie, du selv ville synes var sjovt at spille, er det meget nemmere for dig, at vide hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer i spillokalet.

  • Du er god nok til at spillede

Nogle er bekymrede for om de nu også er gode nok til at spillede på Fastaval, og det kan vi sige, at det er du. Dels så er forfatterne blevet rigtig gode til at skrive scenarier, så det er nemt at finde ud af hvad man skal gøre. Dels har vi Verdens Bedste Spillere, og både du og dem vil gerne have en god oplevelse. Det betyder, at du ikke er alene om opgaven. Dine spillere hjælper dig, og I er sammen om at skabe den gode oplevelse.

  • Men jeg har aldrig prøvet det før!

Bare rolig! Skriv til spilleder@fastaval.dk , hvis du vil have hjælp til at vælge et godt scenarie at starte din spillederkarriere på Fastaval med. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, for du er en kæmpe hjælp for os, ved at tage en spilledertjans!

  • Hav det sjovt, og tag det roligt!

Det vigtigste er at du slapper af, nyder opgaven, og ved, at hvis det ikke går helt som du havde tænkt, så går det bedre næste gang. Vi sætter stadig pris på dig og din hjælp!

Hvad er en regelformidler?

Når man spiller et brætspil for første gang er det ofte en stor hjælp at have en person ved bordet som allerede kender spillet. Hvis du melder dig som regelformidler i en spilblok påtager du dig rollen som denne person for et af årets designerbrætspil, og du forventes at tage ansvar for at videreformidle spillets regler, så spillet ved dit bord kører bedst muligt. Du får mulighed for at bidrage til Fastaval ved at gøre det mange brætspillere gør bedst: skab en god stemning om bordet og hjælp medspillere med at have en god spiloplevelse.

Hvorfor blive regelformidler?

Ud over at du hjælper Fastaval er det også værd at bide mærke i at regelformidlere på lige fod med spilledere for rollespil, heltestyrken og opsætningsholdet. Hvis man altså føler at regelformidler rollen måske er en bedre måde at hjælpe til på er det værd at overveje (du er naturligvis velkommen til melde dig til så mange helteopgaver du vil, men det er ikke et krav såfremt du er regelformidler)
Såfremt du allerede kender et af årets spil (måske kender du designeren personligt, måske har du spiltestet en tidligere prototype af spillet, etc.) er det også en rigtig god mulighed for at viderebringe dine erfaringer (og en del af det indledende forarbejde med at sætte sig ind i spillets grundmekanikker har du nok allerede gjort).

Hvad indebærer det praktisk at melde sig som regelformidler?

Du vil blive kontaktet af de ansvarlige for regelformidlere inden Fastaval begynder og få tilsendt spillets regler, så du kan sætte dig ind i spillet og være godt forberedt inden Fastaval begynder. Der er også mulighed for at møde spillets designere på Fastaval, hvor du kan snakke lidt og få afklaret eventuelle spørgsmål (med undtagelse af de få tilfælde, hvor spillets designer er ude af stand til at deltage i selve Fastaval).
På selve spildagen forventes du at møde op tidligt nok til at dit spil kan blive sat op så alle kan være klar til at spille når spilblokken begynder (en god tommelfingerregel er ca. 15 min inden spilstart, men du og andre regelformidlere kan eventuelt koordinere andet med spillets designer såfremt i ønsker).

Hvordan bliver jeg en god regelformidler?

Til at starte med er det vigtigt at understrege at dette afsnit skal ikke forstås som påbydende; så længe dit spil kører godt og alle har en god spiloplevelse gør du det rigtige. Afsnittet er derimod tænkt som inspiration og nogle værktøjer som du kan benytte, hvis du er ny i feltet.

Skab spilleglæde og tryghed for andre, ved at være godt forberedt:
Jo mere tryg du er ved din egen forståelse af et spil, jo nemmere er det at vejlede andre i at spille det. Det er derfor en god idé at tage sit forberedelsesarbejde alvorligt så du er bedst muligt rustet til tjansen som regelformidler. Begynd derfor dit forberedelsesarbejde tidligt, så du har tid og mulighed for at sætte dig så godt som muligt ind i spillet.
Inden din spilblok starter kan der være en god idé også kort at have inspiceret de prototyper af spillet som er at finde på Fastaval så små nykker (fejltryk, skrøbelige komponenter, manglende brikker, etc.) bliver opdaget før og ikke under spillets afvikling.

Spiltest spillet før Fastaval (hvis muligt):
Efter at du har læst spillets regler igennem kan det være en god ide såfremt praktisk muligt for det pågældende spil at prøve at simulere et par spilsituationer (f.eks. “Her er brættet i en given situation. Det er nu blevet spiller nr. 1’s tur. Vedkommende har slået ⚁,⚄ og overvejer sit træk. Hvad gør de?”). Når man prøver at danne sig et overblik over hvad spillets mulige træk er og derefter forsøger at finde ud af hvad der ligefrem kunne være et godt træk finder man hurtigt ud af hvad man har forstået og hvad man ikke har forstået. Hvis man har problemer ned med at forstå hvad de skrevne regler betyder, kan en lille tænkt spilsituation også hjælpe med at klargøre sagerne. Omend det naturligvis er nemmest at foretage sådanne øvelser med en kopi af spillet foran sig kan man ofte komme ret langt bare med et par lapper papir og en blyant hvor man så skitserer en spilsituation og tager den som udgangspunkt.

Koordiner med spildesigneren løbende og på fastaval:
Sørg for at du holder kommunikationen kørende med spillets designer og eventuelt andre regelformidlere efter i er blevet sat i forbindelse. Hvis I udveksler erfaringer løbende kan det mindske forberedelsesbyrden.
På selve Fastaval er det værd at få mødt og snakket lidt med dit spils designer; især fordi visse af et spils mere “bløde” aspekter (Samspil mellem mekanik og tema, designerens vision for hvilken slags spiloplevelse de prøver at skabe, etc.) er nemmere at diskutere mundtligt og mere informelt. Fastaval afholder en kort blok om onsdagen i brætspilsområdet hvor der er mulighed for at møde designere for dette års spil og have en lille snak, og det er nok værd lige at kigge forbi.

Hvad får jeg som designer ud af regelformidler ordningen?

Ud over at regelformidlere hjælper med at dine spillere får en bedre spiloplevelse (og derved hjælper dig tættere på at vinde den eftertragtede publikumspris!) har det en del praktiske fordele at du ikke er den eneste på Fastaval som på forhånd kender dit spil. Som enkeltperson kan det være noget af en udfordring at skulle sætte flere borde i gang med et spil samtidig, hvorfor det at have et par flere hænder om arbejdet kan gøre især starten af din spilblok mere overskuelig og mindre stressende. Regelformidlere kan uden for selve spilblokken samtidig agere ambasadører for dit spil. De kan hjælpe med at opbygge buzz og begejstring gennem deres samtaler og netværk under og efter Fastaval (dette er ikke et krav til regelformidlere på nogen måde, men derimod en konsekvens af at folk nok må forventes at have interesse for dit spil hvis de er villige til at tage rollen på sig).
På det rent design-faglige område kan det også være givtigt at hjælpe sine regelformidlere med at sætte sig ind i dit spil. Det giver dig muligheden for at finde ud af hvilke aspekter af dit spil som er nemme/svære at forstå for nogen som ikke har været involveret i hele spillets udviklingsproces. Man får simpelthen en smule ekstra feedback oven i hatten i det omfang man hjælper sine regelformidlere med at sætte sig ind i spillet.

Hvad kan jeg som designer bidrage med?

Du vil blive sat i kontakt med dine regelformidlere efter at tilmeldingen er blevet lukket og regelformidler roller er fordelt mellem deltagerne. Du kan hjælpe dine regelformidlere gevaldigt hvis du sørger for at kommunikere klart og tydeligt til dine regelformidlere, f.eks. ved at invitere folk til en discord server (eller måske bare en facebook tråd), hvor dine regelformidlere så kan udveksle erfaringer med hinanden og stille spørgsmål. Du kan eventuelt organisere og invitere dine regelformidlere til at deltage i en spørgetime (et online kald er nok det mest oplagte) hvor i så kan afklare eventuelle spørgsmål de måtte have. Hvis man hellere vil lave sådan noget fysisk kan man eventuelt aftale at mødes på selve Fastaval.
Du kan hjælpe med at finde og motivere folk til at melde sig som regelformidlere for dit spil. Som designer har du nok allerede spillet dit spil med venner og bekendte i større eller mindre omfang, og du kender derfor måske et par folk der ville være i stand til at blive gode regelformidlere. Hvis nogen af disse mennesker planlægger at deltage i Fastaval kunne du med fordel opfordre dem til at melde sig som regelformidlere for dit spil. Hvis du har arbejdet sammen med andre designere hvor i en gruppe har hjulpet hinanden under udviklingsprocessen kan i også nemt hjælpe hinanden ved at melde jer som regelformidlere for hinandens spil (da i jo alligevel kender spillene er det en ret nem og god måde at hjælpe hinanden på).

Opsætning og nedpilning af Fastaval

Dato for opsætning: 25.-26. Marts 2024

Dato for nedpilning: 1. April 2024

Opsætningen og nedpilningen markerer begyndelsen og slutningen på Fastaval. Det er noget vi hjælper hinanden med, så vi hurtigst muligt kan komme i gang med kongressen. Vi tager imod al den hjælp vi kan få, så selv hvis du kun kan komme og hjælpe noget af tiden, så vil vi hjertens gerne have dig alligevel.

Hvad indebærer det at være en del af opsætningsholdet?

Opsætningen starter mandag morgen, Fastaval overtager skolen kl. 9 og opsætningsarbejdet går i gang kl. 10. Så bruger vi indtil onsdag kl. 12 på at sætte lokaler op til rollespil og generelt gøre skolen lækker til deltagerne. I opsætningsdagene sørger vi for morgenmad, frokost og aftensmad til alle de seje folk, der er på skolen.

Opsætningsholdet hjælper gerne til med nedpilning

Nedpilningen starter med morgenmad mandag morgen kl. 9, efter et brag af en Ottofest, og her bruger vi dagen på at pakke ned og rengøre skolen så vi kan efterlade den som vi overtog den ugen før. Det er en opgave vi løser bedst og mest effektivt når vi alle hjælper hinanden og gør hvad vi kan for at komme igennem opgaverne. Nedpilningen er først færdig når alt er klaret, og skolens pedel har taget i mod og godkendt lokalerne. Vi sørger for aftensmad mandag, vi plejer nemlig at fejre nedpilningen med en omgang pizza på vores regning når vi er færdige med skolen mandag aften.