Siden 1992 er der hvert år blevet uddelt priser til de bedste premiererollespil på Fastaval og siden 2012 for de bedste designerbrætspil. Prisen hedder Otto og har form af en gylden pingvin, som også er Fastavals logo. Ottekonkurrencen er en integreret del af Fastaval og har været en enormt vigtigt faktor i at udvikle kvaliteten og kreativiteten på Fastaval. Ottoen uddeles hvert år søndag aften på Fastaval, ved et show, hvor vi også hylder årets arrangører, spillere og Fastaval generelt

Ud over priserne for de kreative produkter, uddeles der også en æresotto, som er dedikeret til en person eller gruppe, som har ydet en ekstraordinær indsats for Fastaval.

SCENARIEOTTOEN

Scenarieottoerne bliver uddelt af en jury bestående af seks personer, som i fællesskab bestemmer hvilke scenarier der nomineres og vinder. Otto-juryen ledes af en overdommer, der udpeges af den afgående overdommer, og vedkommende sammensætter sin jury efter et ønske om forskellige kompetencer, diversitet og erfaring indenfor rollespil. Ottoen uddeles på baggrund af scenarierne som skriftligt materiale, men der kigges også til spilleroplevelser i form af de bedømmelsessedler, som udleveres efter hvert scenarie.

For dommerne er det en lang og grundig process at læse og analysere alle scenarierne og derefter udvælge de som nomineres og vinder en otto. Hvis du vil vide mere om, hvad det betyder at være ottodommer før under og efter Fastaval og hvordan juryen arbejder kan du læse mere her:

I scenariekonkurrencen uddeles uddeles der priser i syv kategorier; Bedste formidling, Bedste virkemidler, Bedste roller, Bedste fortælling, Deltagernes pris, Specialprisen og Bedste Scenarie. Du kan læse definitionerne for scenarie-ottoerne herunder:

BEDSTE SCENARIE

Gives til det scenarie, der udgør det bedste grundlag for en god rollespilsoplevelse på Fastaval. Scenariet bedømmes i sin helhed med særlig vægt på potentiale, tilgængelighed og harmonien mellem form og indhold.

BEDSTE VIRKEMIDLER

Gives til det scenarie, der samlet set gør bedst brug af mekanikker, teknikker, effekter, regler eller struktur til at skabe en god rollespilsoplevelse inden for scenariets rammer.

BEDSTE FORTÆLLING

Gives til det scenarie, der gennem deltagernes rollespil skaber den bedste fortælling inden for scenariets rammer. Prisen lægger vægt på både fortællingens ide, det overordnede dramatiske forløb og de enkelte scener.

SPECIALPRISEN

Gives til det inspirerende eller interessante scenarie, som greb dommerne ved at udmærke sig i forhold til de øvrige scenarier på særegen vis. Prisen kan uddeles for den overordnede idé eller et særligt stærkt delelement.

BEDSTE FORMIDLING

Gives til det scenarie, der bedst videregiver sit materiale på en let tilgængelig og inspirerende måde. Formidling omfatter tekst, opbygning, udseende og præsentation og vurderes i forhold til deltagernes forberedelse samt brugen under spillet.

BEDSTE ROLLER

Gives til det scenarie, der giver spillerne de bedste oplæg til at spille rollespil inden for scenariets rammer og fremmer spillernes medejerskab i oplevelsen. Der lægges også vægt på, om spillernes oplæg er inspirerende og medrivende.

DELTAGERNES PRIS

Gives til det scenarie, der samlet set giver deltagerne på Fastaval den bedste rollespilsoplevelse. Prisen uddeles udelukkende på baggrund af spilleres og spillederes oplevelse af scenariet via afgivne stemmer.

BRÆTSPILSOTTOEN

Designerbrætspillene bliver uddelt af en jury bestående af fem personer, som i fællesskab bestemmer hvilke brætspil der nomineres og vinder. Otto-juryen ledes af en overdommer, der udpeges af Alea, og vedkommende sammensætter sin jury efter et ønske om forskellige kompetencer, diversitet og erfaring indenfor brætspil. Ottoen uddeles på baggrund af indsendte prototyper, som juryen har læst og gennemspillet inden Fastaval, men der kigges også til spilleroplevelser i form af de bedømmelsessedler, der udleveres efter hvert brætspil.

For dommerne er det en lang og grundig process at gennemgå og analysere alle brætspillene og derefter udvælge de som nomineres og vinder en otto. Hvis du vil vide mere om, hvad det betyder at være ottodommer før under og efter Fastaval og hvordan juryen arbejder kan du læse mere her:

Der uddeles fire ottoer for brætspil; Bedste brætspil, Bedste innovation, Bedst formidlende brætspil og Deltagernes pris for brætspil. Du kan læse definitionerne for brætspilsottoerne herunder:

BEDSTE BRÆTSPIL

Gives til det design der udgør det bedste grundlag for en god brætspilsoplevelse på Fastaval. Spillet bedømmes i sin helhed, med særligt vægt på harmonien mellem koncept, spilmekanik, funktionalitet, og formidling.

BEDSTE INNOVATION

Gives til det design der på stærkeste vis bryder med vores forventninger og antagelser om hvad brætspil gør og kan. Prisen uddeles på baggrund af de nye ideer der bringes til bordet, og kan gives både for enkelte mekanikker eller for designets overordnede innovative gnist.

BEDST FORMIDLEDE BRÆTSPIL

Gives til det brætspil, der gennem sit materiale skaber den mest tilgængelige og inspirerende spilleroplevelse. Prisen omfatter både formidling af regler, brug af illustrationer og ikonografi, samt valg af komponenter og spillermateriale. Der tages højde, hvor svært brætspillets indhold er at formidle.

DELTAGERNES PRIS FOR BRÆTSPIL

Gives til det brætspil, der samlet set giver deltagerne på Fastaval den bedste spiloplevelse. Prisen uddeles udelukkende på baggrund af spillernes oplevelse af brætspillet via antal indleverede stemmer.

ÆRESOTTOEN

 Æresottoen er et skulderklap og cadeau til en person, gruppe eller organisation, som gennem tiden har bidraget ekstraordinært, ikke kun til Fastaval, men for miljøerne omkring de aktiviteter som definerer Fastaval. Æresottoen uddeles hvert år ved en reception lørdag eftermiddag og modtageren holder en takketale ved Ottofesten søndag aften. Det er altid forrige års vinder, der er overdommer og nedsætter næste års jury. Æresotto-juryen beslutter hvem, der nomineres og vinder Ottoen, men inden Fastaval er der mulighed for at indstille den person/gruppe som du mener fortjener et ekstraordinært skulderklap.

 

Kom i betragtning som dommer på Fastaval

Hvert år sætter årets Overdommere deres hold af meddommere til årets juryer. Det er helt op til siddende overdommere at sætte deres hold, men de er altid åbne overfor forslag og input. Måske er det netop dig de mangler?
Send en mail med dit navn, og om du er interesseret i at være brætspilsdommer, scenariedommer eller sidde i æresottokomiteen, så samler Alea en liste, som vi deler med Overdommerne så snart disse er udpeget.

Du kan ikke forvente at høre noget fra overdommerne, men det kan være at de rækker ud for at høre mere eller for at invitere dig med. Alea opdaterer listen løbende, du behøver altså kun at sende en mail med dit navn en gang, og ellers skrive til os, hvis du gerne vil af listen igen.

Skriv til alea@fastaval.dk med dit navn og dit ønske til dommertjans og evt et par stikord om hvad du kan byde ind med som dommer.

Vi glæder os til at høre fra dig!
– Aleas bestyrrelse (Foreningen bag Fastaval)