af Gitte Velling

Tag din yndlings rollespilskarakter med til teambuilding-dag med speeddating. Stå side om side med karakterer fra alle universer i kampen mod en ukendt fare, hvor evner med sværd og magi er tilsidesat og erstattet af innovativ tilgang og datadrevet arbejdsindsats.

Foromtale

Spillere: 6-12 (lige antal)

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 2 timer

Sprog: Dansk 

Aldersgrænse: 13+

Læsemængde: 1,5 sider

Tag med til et humoristisk spil, hvor du får lov at genbesøge en rollespilskarakter, du holder af. Genspil din første DnD krigerprinsesse, en mavesur familiefar eller helten fra et fedt krigs-live.

Karaktererne mødes som det mest naturlige til teambuilding-dag. Alt de har oplevet i deres liv og forskellige universer har været en del af deres remote-job. De skal lære deres kolleger at kende gennem speeddating, hvor de to og to skal besvare spørgsmål som: “Hvad er dine største motivation drivers i dit arbejde?” og “Hvordan kan dine kollegaer facilitere et miljø, der fremmer et langvarigt engagement?”.
Efter få minutter flytter alle plads og taler med en ny karakter. Du vil gennem spillet genfortolke din karakters eventyr og liv, i en hyper-formaliseret corporate setting med buzzwords og bullshit. Derfor skal du have en karakter med, som du kan fortælle eller digte historier om.
I løbet af spillet bliver karakterene stillet mere udleverende spørgsmål, og måske er alt ikke som det ser ud?

Spillertype:

Du skal søge jobbet som spiller i Karakteropbyggende corporate speeddating, hvis du hader proceskonsulenter og buisness-dansk. Spillet har op til 12 spillere, så det er et diverst og inkluderende arbejdsmiljø med plads til både live, fortællespil og indlevelse. Du nyder humoren i det absurde og lader dig rive med af de andres fortællinger. Spillernes job vil bestå i at komme med karaktererne og dramaet, så vi søger en team-spiller der har lyst til at udforske både sin egen og andres karakterer i en skør setting.

Spilledertype:

Er du en målstyret og erfaren facilitator, der kan holde mange bolde i luften og både spille andre gode og samtidig styre en proces med mange modsatrettede interesser. Så er jobbet som spilleder i Karakteropbyggende corporate speeddating lige noget for dig!

Content notes

Spillerne må ikke medbringe karakterer, der fokuserer på temaer, der kun er for voksne, for deres liv skal genfortælles. Spillet indeholder ikke seksuelle overgreb, psykisk vold eller andre alvorlige temaer. I spillet er død og vold kun for sjov.