af Johannes Madsen og Marko Oldin

Fire unge mennesker er vidner til en kvindes død, men ingen andre synes at have set eller husket hende. Byen, de troede de kendte, forvandles langsomt til et surrealistisk sted og de konfronteres med det København som ingen længere husker.

Foromtale

Spillere: 4

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 5 timer

Sprog: Dansk/Engelsk

Aldersgrænse: 15+

Læsemængde: 3 sider (kommer også som lydfil)

Gør dig klar til at udforske det København som folk helst glemmer, og dem der bor der.

Fire unge mennesker kaster sig ud i en halsbrækkende færd for en fremmed, i et desperat forsøg på at bevise at de betyder noget på trods af deres ensomhed. Hver især har de en rodet fortid, en fortid der truer som en løkke om halsen, og deres tid er ved at løbe ud.

Byen og dets folk er mere som et ekko eller imitation af det virkelige København. De almene beboere i byen er ansigtsløst baggrundsstøj, som mest af alt repræsenterer det som karaktererne ikke er.

“Hvad Søerne Så” handler om fire udsatte unge – med en snert af mord i baggrunden. Scenariet har fokus på karakterernes interpersonelle drama, deres hårde baggrunde og udviklingen af deres relationer. Det er de små samtaler og de intime øjeblikke, ikke et efterforskningsscenarie.

Scenariet udforsker konsekvenserne af individualisering; Hvordan kliker, opfundne sociale regler og tabuer kan gøre skade, men også hvordan fravælgelse af samfundet og andre mennesker, kommer med sine egne problemer.

Spillertype:

Du har lyst til at fordybe dig i rollerne, deres historier og relationer, både din egen og birollernes, men også dine medspilleres. Du skal hverken have kendskab til København eller være ung for at kunne spille med, men du skal have en villighed til at acceptere det absurde, og have øje for den gode fortælling.

Spilledertype:

Som spilleder har du rollen som karakterernes tour guide gennem både København som setting, men også gennem deres personlige drama. Du skal have øje for den gode scene, hvor den starter, stemningen og hvor den slutter. Man skal kunne sætte sig tilbage og lytte når spillerne er i gang, og kunne gribe ind når det passer. Kendskab til København er ikke nødvendigt

Content notes

Stoffer, vold, transfobi, religion, politivold, mobning​