af Jon Høj

Abraham Lincoln byggede pyramiderne, Mahatma Gandhi skabte gladiatorkamp og Columbus opfandt GPS’en. Omskriv historien, når du sætter din civilisations historiske ledere op mod dine modstanderes i kampen om at skabe den mest indflydelsesrige civilisation i historien. Nårh ja, og så er der også rumvæsner.

Foromtale

  • Tid: 30-45 min 
  • Spillere: 2 – 5
  • Sprog: Dansk/Engelsk

I Great Leaders tager hver spiller kontrol over en civilisation og dens 13 historiske ledere, og i løbet af 4 epoker vil de forsøge at skabe den mest indflydelsesrige civilisation i verden ved at udvikle deres civilisation, skabe globale mål og alliere sig med magtfulde rumvæsner. 

I hver epoke vil spillerne hver især vælge 3 kort fra et fælles marked af fremskridtskort, til at udvikle deres nation med. Spillere byder 3 af deres resterende ledere samtidigt for at etablere den rækkefølge hvormed fremskridtskortene vælges fra det fælles marked. De valgte fremskridtskort placeres i spillerens civilisation, hvor de tæller med i den endelige scoring efter den 4. epoke. 

Fremskridtskortene kommer i 6 forskellige kulører (videnskab, kultur, økonomi, politik, militær og vidundere), og hver kulør scorer indflydelsespoint på forskellige måder. Derudover har alle ledere en foretrukken kulør og en leder bonus. Hvis en leder bruges til at vælge et fremskridtskort i en kulør, der matcher lederens foretrukne kulør, placeres lederen også i spillers civilisation, hvilket låser op for leder bonussen. Leder bonussen kan enten være yderligere fremskridtsikoner, scoringseffekter eller øjeblikkelige effekter, der ændrer den aktuelle tilstand.

Great Leaders bruger ”byd i blinde”, kort drafting og simultanspil, der sikrer et højt tempo, hvor spillerne konstant er engageret i interessante beslutninger. Spillere skal holde øje med deres modstanders civilisation og forsøge at gætte, hvilke kort de har brug for fra markedet, og hvilke ledere de vil spille for at få dem, og derefter spille uden om det. Endelig skaber temaet og brugen af en leder uden for deres kendte fagområde, mange sjove og skæve historier.

Om designerne

Jon har designet spil siden 2015, men som far til 3 har nogle perioder været mindre aktive end andre. Det er første år han har et spil på Fastaval, samt første år han deltager i Fastaval. 

 

Han foretrækker tungere spil med et rigt tema man kan fortabe sig i. Hans yndlingsspil gennem tiderne er Mage Knight og Sid Meir’s Civilization the boardgame. 

 

Når han ikke designer spil, arbejder han i en legepladsvirksomhed, hvor han skaber finurlige legepladser, som danner bagtæppe for børnenes egen fantasifortællinger.

Kasper har spillet brætspil i mere end 40 år. Uddannelsen indenfor informationsvidenskab fordrer, at han elsker at dekonstruere spil for at undersøge hvad der gør spillet større end summen af dets dele. Kasper foretrækker strategispil med historiske træk og tydelig inkorporeret tematik. Hans første Fastaval brætspilsdesign ”Witch Hunt” vandt en Otto for bedste brætspil og blev udgivet som “Pagan: Fate of Roanoke” i 2021.