Den Gyldne Svupper er en hæderspris, der tildeles en Fastaval-deltager, som har ydet en særlig indsats for både de frivillige og resten af Fastaval. Prisen gives til en person der har tilbudt sin hjælp spontant eller på anden måde har bidraget til fællesskabet og arrangementets afvikling uden at forvente andet end et tak. Det er en anerkendelse af dem, der ser, hvor der er brug for en hjælpende hånd, og som løfter Fastaval-oplevelsen for alle.

 

Sådan uddeles Den Gyldne Svupper

Undervejs på Fastaval har arrangører fra de forskellige områder mulighed for at indstille kandidater til Informationen. Her gennemgås alle indstillinger, hvorefter Informationen udvælger én vinder samt en række ‘honorable mentions’. Prisen uddeles officielt under Ottoshowet søndag aften, hvor modtageren får overrakt Den Gyldne Svupper som en særlig anerkendelse af deres indsats.

Motivationen bag prisen

Fastaval er drevet af frivillige kræfter, og uden deltagernes engagement ville arrangementet ikke kunne eksistere i sin nuværende form. Den Gyldne Svupper er en hyldest til de deltagere, der gør en forskel ved at tage ansvar, træde til, hvor der er behov, og styrke fællesskabet gennem deres hjælpsomhed. Prisen er en måde at sige tak til dem, der på egen hånd tager initiativ og skaber en bedre oplevelse for alle – en anerkendelse af den ægte Fastaval-ånd.