af Mikkel Bækgaard

I 84 dage har den gamle mand intet fanget, da han stævner ud. I sin jolle må han kæmpe mod havet, fisken og sig selv. Et scenarie om stædighed, værdighed og respekt for den altomfavnende natur.

Foromtale

Spillere: 3-4

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 2 timer

Sprog: Dansk /Engelsk rollemateriale

Aldersgrænse: 13+

Læsemængde: 1 side

Efter 84 dage uden held, stævner den gamle mand endnu engang ud i sin jolle. Han skal ud på La Mar, ud i Golfstrømmen, ud for at få fisken på krogen. Sulten, rynket af solen og stædig som kun få. Og så er han salao, den værste form for uheldig. Men denne gang fanger han noget, det ved han.

Den Gamle Mand og Havet er en adaptation af Ernest Hemingway’s nobelprisvindende kortroman af samme navn. Det er et kort, dvælende og intenst novellescenarie om den ensomme tur ud på havet og ud i den enorme natur, der omfavner alt – en natur, som er ven, fjende og bror på samme tid, mens dagene går og manden kæmper for at bevare sig selv, sit liv og sin værdighed.

Scenariet er et fortællespil, hvor spillerne alle kan spille den gamle mand, mens de løbende også kan vælge roller som fx havet, fisken og tankerne om den mand, man var engang. Det er et scenarie, hvor beskrivelser og det dvælende nok er i højsædet, men hvor historien også effektivt skrider fremad, mens kræfterne slipper op og hajerne bliver mere og mere nærgående.

Spillere: 4

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 2 timer

Sprog: Dansk

Aldersanbefaling: 13+

Læsemængde: 1 side

Spillertype:

Du elsker at fortælle og beskrive, men ligesom Hemingway elsker du også fremdrift i historien og at være præcis med dine ord. Du kan lide både at spille den gamle mand og hans indre dialoger, men er heller ikke bange for at påtage dig rollen som fisk, hav og de truende hajer. Du behøver ikke have læst bogen for at spille scenariet.

Spilledertype:

Som spilleder er det din opgave at sætte rammerne og løbende lægge små rollebeskrivelser frem, som spillerne kan samle op og spille. Samtidig sætter du retningen for historien med inputs til, hvor historien skal hen. Du behøver ikke have læst bogen for at spillede scenariet.

Content notes 

Fiskeri, drab på dyr​