Følg i fodsporene på spil som Magic Maze, Whirling Witchcraft, Fog of Love, og 50 Clues – alle spil some havde deres præmiere på Fastaval, Danmarks største spilkongres. Fastaval 2024 vil igen fremvise de mest kreative og innovative brætspildesigns, og vi vil have lige præcis DIT spil til at være et af dem!
Send os dit brætspil!
Vi vil give Fastavals deltagere store spiloplevelser med en bred vifte af spil. Fastavals deltagere spænder vidt, fra rollespillere med begrænset erfaring med brætspil til hardcore eurogamere, fra hyggespillere til miniaturespillere. Vi byder alle slags spil velkommen, fra sociale spil til dybtgående fortællinger, kreative party games, innovative euroer, behændighedsspil og meget mere.
Hvorfor sende dit spil til Fastaval?
Du får dit spil vist frem på Fastaval, og vil være med i konkurrencen om en (eller flere) af Otto-priserne. Læs mere om Otto-prisen og brætspilskategorierne her.
Under Fastaval indsamler vi systematisk feedback fra spillere og dommere, og du får adgang til dette efter Fastaval.
Når dit spil er blevet accepteret, vil vi hjælpe dig med at lave en tidsplan for designforløbet frem til Fastaval og invitere dig ind i et community med årets andre brætspilsdesignere, hvor I kan sparre med hinanden omkring alt indenfor spildesign, balance, interaktionsdesign, grafisk design og produktion – afhængigt af hvad dit design har behov for.
Vi vil også arrangere spiltest for jeres spil op til Fastaval.
Sådan indsender du et pitch
Du sender dit pitch sammen med dine oplysninger via vores online indsendelses-skema. Vær opmærksom på at skemaet er på engelsk, men du kan frit vælge om du skriver dit pitch på dansk eller engelsk. Klik på linket her for at åbne skemaet:
Pitches kan indsendes mellem d. 1 og 25. august 2024.
Hvis du har nogen spørgsmål, så skriv til os på gamedesign@fastaval.dk
Hvad skal et pitch indeholde?
I din præsentation af dit spil vil vi have dig til at fokusere på følgende:
- Hvad er det særlige ved dit spil? Vi modtager mange flere pitches end vi kan tage med, så du skal fremhæve netop det som får dit spil til at skille sig ud fra mængden.
- Hvilken oplevelse ønsker du at give spillerne? Forsøg at beskrive de interessante valg, dilemmaer og følelser som du ønsker spillerne skal opleve.
- Har du udviklet en prototype og/eller spiltestet endnu? Hvad er dine næste opgaver og udfordringer på projektet?
- Billeder eller andre illustrationer af den nuværende prototype.
Her er nogle eksempler på gode pitches.
Hvis dit spil bliver udvalgt til Fastaval, vil du blive inviteret til en fælles gruppe med alle årets udvalgte designere. Her vil I få mulighed for at dele spildesign erfaringer med hinanden. Som en del af fællesskabet vil vi afholde prototype aftener i hhv. København og Århus, hvor du og de andre designere kan mødes og teste hinandens prototyper.
Juni-august:
Op imod deadlinen i august, anbefaler vi at du arbejder med dit koncept, og får det testet med din spillegruppe. Det vil ofte gavne dit pitch, hvis du har sikret at kernemekanikerne i dit koncept faktisk virker efter hensigten.
September:
Så snart vi har modtaget alle pitchene, går vi igang med at vurdere og udvælge de spil vi vil tage med. Nogle uger efter deadline vil du blive kontaktet af os med besked om hvorvidt dit spil er udtaget til årets felt. Hvis dit spil bliver udtaget, vil vi kontakte dig med henblik på at aftale det videre forløb frem mod påske og Fastaval. Du vil også blive inviteret med i vores facebookgruppe for alle årets designere, hvor der er rige muligheder for løbende feedback og gode råd.
Oktober:
Senest i løbet af Oktober forventer vi at dit spil har været igennem en end-to-end gennemspilning og en første gennemskrivning af reglerne, og at du har fået noget feedback.
Januar:
Her skal foromtalen og en forside til dit spil være på plads
Februar:
Her skal reglerne være færdigskrevne, så den sidste måned til halvanden kan bruges på de sidste tests og produktionen af de fysiske spil
Marts:
Her skal i bygge/producerer et antal kopier af jeres Fastaval spil. Typisk omkring 3-5 kopier. Vi kommunikerer med jer omkring det præcise antal til den tid.
Marts/April:
Fastaval!!
Maj-juni:
Efter fastaval vil du modtage feedback fra dommerne på dit spil, samt et referat af de bedømmelsessedler deltagerne har udfyldt om dit spil på Fastaval
Designerbrætspil på Fastaval
Der har været brætspil på Fastaval siden den allerførste con i midten af 80’erne, men siden 2012 har Brætspil været en kategori og en konkurrence på Fastaval. Hvert år har en række brætspil premiere på Fastaval – helt nye, endnu ikke udgivne brætspil, som du kan være blandt de første, der får lov at spille.
Hvad er det særlige ved Fastavals brætspil?
På Fastaval møder du innovative brætspil, der udfordrer vores forståelse af, hvad brætspil er og kan. Sociale spil, der iscenesætter interaktionen mellem spillerne på kreative måder – som “Magic Maze”, hvor spillerne skal samarbejde uden at snakke sammen. Brætspil, der fortæller historier – som den dobbelte prisvinder “Z” fra Fastaval 2017, hvor deltagerne sammen skal overleve i en ødemark overrendt af zombier.
Spil til helt nye målgrupper – som “Fog of Love”, romantisk komedie som brætspil, perfekt til kæresteparret. Spil, som engagerer spillerne i samfundsmæssige udfordringer – på Fastaval 2018 havde vi spil om både klimaforandringer, supermagters informationskrig og om behandling af mentale sygdomme igennem tiderne.
Brætspil i verdensklasse
Og det er brætspil i verdensklasse, der har premiere på Fastaval.
Vinderen af Ottoen for bedste brætspil 2015 “Magic Maze” blev nomineret til verdens største brætspilspris Spiel des Jahres. “Fog of Love” fra samme Fastaval blev det første spil, den amerikanske kæde Walmart sikrede sig eksklusive rettigheder til – og “Fog of Love” blev også nomineret til tre Golden Geek Awards.
En lang række af spil fra Fastaval er siden hen blevet udgivet eller kickstartet. Så det er ikke kun os, der synes vores brætspil er helt fantastiske.
Et miljø for kreativitet båret af frivillighed
Fastaval er et kreativt miljø, hvor rammerne for spil udforskes og afprøves inden for vores to kerneområder rollespil og brætspil.
Alt hvad du vil opleve omkring Fastaval er båret af frivillige, dvs. alle der arrangerer Fastaval er ulønnede og er deltagere i Fastaval på lige vilkår, dette er både hovedarrangørerne, de brætspilsansvarlige her på siden, og dig som designer.
Som designer bliver du betragtet som frivillig bidragsyder til Fastaval i kraft af at du designer en brætspilsoplevelse til de andre deltagere på Fastaval.
Udvælgelse af spil
Når vi læser de indkomne spil-pitches igennem for at udvælge feltet til Fastaval, er vores opgave at give fastavalgængerne det størst mulige potentiale for de bedste spiloplevelser. Derfor forholder vi os til en mængde faktorer som alle spiller ind i vores beslutning:
Formidlingen
Kan vi forstå beskrivelsen af spillet godt nok til at få et godt indtryk af ideerne og grundkoncepterne i pitchet?
Kvalitet
Hænger mekanikker og tema sammen? Er det er godt spil?
Appeal
Er vi begejstrede for konceptet? Tror vi på at det kan levere en god spiloplevelse for spillerne?
Udviklingspotentiale
Der er ikke så lang tid fra August til Fastaval i påsken, så det er vigtigt at de grundlæggende elementer er nogenlunde på plads, og det virker realistisk at spillet kan blive klar til Fastaval.
Det udefinerbare ‘noget’
Vi har en stor forkærlighed for det anderledes og innovative – de spil der måske ikke er oplagte kommercielle udgivelser, men bringer noget nyt og anderledes på banen – kort og godt: Er det et spildesign der passer til Fastavals ånd og publikum?
Diversitet
Endelig vil vi gerne have et bredt felt af forskellige spil, der dækker alt fra lette til tunge spil, korte til længere spil, alvorlige til humoristiske spil, fra både danske og udenlandske designere, og fra både nye og erfarne designere, både mænd og kvinder.
Der er mange parametre vi forsøger at tage hensyn til når vi skal udvælge feltet til Fastaval blandt de indsendte pitches. Hvert år modtager vi et sted mellem 50-120 pitches, og vi har kun plads til omkring 20-24 spil i Fastavals program. I sidste ende er vi ofte nødt til at fravælge mange gode pitches for at sikre det brede udvalg.
Vi har desværre ikke mulighed for at give et begrundet afslag til alle der modtager afslag. Men husk på at et afslag fra Fastaval ikke nødvendigvis betyder at dit spil er dårligt, men blot at vi ikke havde plads til det i årets felt.
Krav til designerbrætspil
Fastavals designkonkurrence er en amatørkonkurrence med fokus på designprocessen, nyskabelse og fede brætspilsoplevelser for deltagerne på Fastaval. Konkurrencen har ikke fokus på udgivelse af spil eller understøttelse af de kommercielle processer. Derfor er spil, der allerede er udgivet eller er ved at blive udgivet, ikke interessante, da disse spil (og deres designere) har nået deres designmål uden at have Fastaval-oplevelsen eller Fastaval’s publikum i tankerne.
Spil der er klar til udgivelse, eller klar til crowdfunding kampange, eller har underskrevet en aftale med en udgiver, kan derfor ikke indgå i konkurrencen.
De brætspilsansvarlige for Fastaval 2025
De brætspilsansvarliges opgave er at sikre Fastavalgængerne de bedste oplevelser i et bredt udvalg af bræt- og kortspil. Vi vil være en aktiv sparringspartner i designprocessen gennem råd og vejledning, opstilling af delmål og deadlines og især muligheder for at få spiltestet prototyperne løbende undervejs. Vores mål er at tilpasse forløbet til det enkelte spils behov.
De brætspilsansvarlige har også til opgave at udvælge årets felt af designerbrætspil blandt de indsendte pitches ud fra kriterier som potentiale, grad af færdighed, tema og mekanikker. De brætspilsansvarlige er ikke en del af dommerjuryen som bedømmer de færdige spil på Fastaval.
Du kan kontakte de brætspilsansvarlige på: gamedesign@fastaval.dk
De brætstpilsansvarlige for Fastaval 2025 er:
Elias Daniel Nielsen
Elias har deltaget Fastaval lige siden han var gammel nok til at kunne. Han holder meget af både brætspil og rollespil.
Elias spiller mange forskellige spil, men han har især en interesse for selskabsspil, puzzle spil og spil med hemmelige roller. Han er specielt stor fan af spil som Ultimate Werewolf, Secret Hitler og Coup.
Uden for brætspils- og rollespilsmiljøet er han lige blevet student fra H. C. Ørsted Gymnasiet Lyngby, og nu planlægger han at studere på DTU, når han er færdig med sit sabbatår.
Bjarke Thomsen
Bjarke har været en del af besætningen på Fastaval siden 2007 med kun få pauser. Han startede i infoen og senere som en del af hovedarrangør-gruppen. Han har designet et enkelt spil til Fastaval: Penguin Pirates
Når det her bliver læst har han forhåbentlig modtaget sit Frosthaven og hygger med det. Derudover er Quest for Eldorado og Splendor hans favoritter.
I den virkelige verden arbejder Bjarke inden for neuroscience på Aarhus Universitet
Emilie Ørsøe Johansen
Selvom Emilie ikke har gæstet Fastaval så mange gange som så mange andre (nok tre i alt), har hun dog ret gode stats med involvering i brætspilsscenen for kongressen. Hun var dommer i 2018 og vinder af Game Rush i 2019. Emilie spiller lidt af det hele, men har bevæget sig ned ad sværhedsgradienten på det sidste, da hendes børn er begyndt at komme i brætspilsalderen. Så hvor Twilight Imperium før var favoritten er det nu oftere Dodo, Little Cooperation og Tier auf Tier der kommer på bordet.
Til dagligt skærer Emilie døde mennesker i meget små stykker (hun arbejder på retsmedicinsk institut som bioanalytiker. Galgenhumor følger desværre med).
Rikke Munchkin Sørensen
Rikke Munchkin startede på Fastaval i 1995 som 100% rollespiller, men har med tiden opdaget også pappets fortræffeligheder. Hun designede det galgenhumoristiske Gertrudes Værelse til FV 2020 og er generelt glad for skæve temaer, der fortæller en sjov historie.
Hun sætter dog også stor pris på mange af de mere klassiske spil og spiller for tiden især Pandemic og Doppelt So Clever, og har efter flere år endelig færdiggjort Gloomhaven! Det er generelt vigtigere for hende, at spilprocessen i sig selv er en fornøjelse, end hvem der nu lige vinder.
Til daglig arbejder hun som audiolog på en høreforskningsafdeling på DTU, hvor der heldigvis også er godt med nørder.