af Bastian Borup

Genskab dramaet fra Beverly Hills 90210! Genoplev ikoniske øjeblikke med Brenda, Kelly og Dylan, dyk ned i 90’ernes farver og opgrader dine terninger. I dette samarbejdsspil skal I sammen kæmpe jer til toppen af det sociale hierarki som de nye elever i klassen. Udforsk tematiske udfordringer, fiaskoer og succeser, med dig som den bedste wingman eller wingwoman, en førsteårsstuderende kunne ønske sig!

Foromtale

  • Tid: 45-75 min
  • Spillere: 3 – 4
  • Sprog: Dansk/Engelsk

I Beverly Hills 90210 har hver spiller sit eget sæt terninger. Hver tur slår du med terningerne og vælger, hvilke du vil dele med dine naboer. Resultaterne giver dig mulighed for at skifte til nye og bedre terningesider, bevæge din karakter rundt på spillebrættet eller få tjent lidt få dollars til lidt fleksibilitet i hverdagen. Terningerne er også dem der skal give dig den kærlighed, lærdom og viljestyrke, der skal hjælpe dig med at vinde ham/hende, bestå dine eksaminer og komme igennem Californiens livskriser.

Hver spiller har sin egen spillerplade med sine affærer, high school-udfordringer og private problemer, samt en figur kan kan flytttes rundt på Beverly Hills’ centrale kort.
For at vinde spillet skal I samarbejde om at løse de store fælles begivenheder på hovedkortet, mens I samtidig arbejder på jeres eksaminer, håndtere familieknuden og tager chancen med den eneste ene, før interessen forsvinder. For i slutningen af hver tur vil nye problemer hope sig op, og I må sammen prioritere og løse udfordringerne i tide.

Beverly Hills er et enkelt spil, som kan spilles af alle, men som er svært at vinde! Let rollespil kan forekomme som et naturligt – og tilsigtet – resultat af temaet, men i sidste ende handler spillet om det sjove ved at slå og opgradere terninger, samarbejde, tage chancer og balancere modstridende mål.

2024-opdatering: I Beverly Hills 90210 på Fastaval kan alle knalde alle, uanset køn, klasse eller andre begrænsninger. Så kom i gang!

Om designerne

Jeg er tilbage på Fastaval for 5. gang som designer og elsker det designrum, Fastaval giver. Jeg har designet spil og pitchet dem til udgivere i mange år, men det konstante fokus på innovation og skæve temaer i Fastaval får mig til at vende tilbage hertil med de skøre idéer. Beverly Hills 90210 har været en fed udfordring i at ramme de rigtige 90’er-neon- og pastelfarver og at gøre spillet simpelt nok til, at alle kan nyde det, men samtidig svært nok til at holde en konstant spænding.

Kasper har spillet brætspil i mere end 40 år. Uddannelsen indenfor informationsvidenskab fordrer, at han elsker at dekonstruere spil for at undersøge hvad der gør spillet større end summen af dets dele. Kasper foretrækker strategispil med historiske træk og tydelig inkorporeret tematik. Hans første Fastaval brætspilsdesign ”Witch Hunt” vandt en Otto for bedste brætspil og blev udgivet som “Pagan: Fate of Roanoke” i 2021.