Islam her taget verden med storm, og den netop opførte metropol Baghdad er blevet verdens centrum. I de næste to-hundrede år er Kalifatet hjem for Islams guldalder, hvor videnskab, teologi, poesi og filosofi blomstrer op og enorme mængder af tekster bliver importeret, oversat og studeret, i hvad nogle har kaldt ’den første renæssance’.

Men det enorme imperium indeholder modsætninger i overmål – en etnisk smeltedigel af folkeslag fra hele eurasien og en religion, der endnu ikke har fastlagt sin ortodoksi. Sammen med de enorme rigdomme der kan opnås, er det intet under at fred og stabilitet er en svær kunst.

I Asabiyyah (~Solidaritet i slægtskab) påtager spillerne sig rollen som ambitiøse familieoverhoveder, der skal navigere alle de sarte alliancer og interesser, alt imens familiens eftermæle skal sikres som mæcen for oversættelse og studier af videnskabelige tekster fra hele verden.

Men hvad nytter det at ens egen position i Kalifatet og historien er sikret, hvis Kalifatet falder? Spillerne skal derfor også arbejde sammen for at oprør og invasioner ikke tager overhånd, og vælter det dynasti der sikrer jeres beståen.

Medmindre selvfølgelig at det er netop dig, der kan vælte magten og blive amir al-umara – Emirernes emir?

Asabiyyah er et spil hvor man skal tænke strategisk, men handle taktisk. Den bundne opgave er at få etableret et eftermæle gennem udviklingen af tro og videnskab – men de politiske og religiøse vinde kan skifte på et øjeblik og erodere det grundlag man troede man stod på. Heldigvis er det aldrig for sent at skifte til den rette tro og alliance.

Spillet centrerer sig om et kollektivt deck-building element med en ’følge’ mekanik, hvor spillede kort kan ’kopieres’ af andre spillere, men med en fordel kun til den aktive spiller. Men alle handlinger har følgevirkninger – politiske eller religiøse effekter der påvirker spillernes ståsted.

Bemærk: Spillet indeholder elementer af slaveri og forfølgelse af religiøse minoriteter/modstandere. Jeg har ikke ønsket at ’renskure’ historien, men håber samtidig at jeg er lykkedes med at fremstille det respektfuldt, som en del af den komplekse historie spillet prøver at illustrere. Konstruktiv kritik modtages med kyshånd.