Hvad er Fastavalrollespil?
Rollespil er en kerneaktivitet på Fastaval og kongressen har en helt unik tradition, for at skrive og designe rollespil. Et rollespil på Fastaval bliver oftest kaldt for et scenarie. Et fastavalscenarie er kendetegnet ved, at det er en nedskreven rollespilsoplevelse for 2+ deltagere, der for det meste varer det mellem 2-6 timer.
Fastavalscenarier er ikke bundet af specielle genrer, systemer eller formater. Det betyder på ingen måde, at der ikke er plads til systemrollespil og terningrul på Fastaval, men som forfatter skal du forberede dig på, at folk helst skal kunne deltage i dit scenarie, uden forberedelse eller kendskab til et bestemt system, en bestemt rollespilsverden eller en bestemt genre.
De fleste Fastaval scenarier er table top rollespil, men vi vil også meget gerne have liverollespil på programmet! Fastaval liverollespil kan være minimalistisk uden brug af kostumer eller rekvisitter, men hvis du har vilde ideer så snak med os om hvad der er muligt. Rekvisitter eller andet udstyr er som udgangspunkt noget du selv skal skaffe.
Rollespil på Fastaval har en enorm diversitet både i udformning og indhold og Fastaval er et godt sted at lave rollespil, hvis du har lyst til at eksperimentere lidt med rollespil som medie, men vi vil også rigtig gerne have klassisk systemrollespil.
Scenarierne kan både være gravalvorlige, fantasyfyldte eller action-eventyrkommedier og her er plads til alt fra Call of Cthulhu, investigation, kærlighedsfortællinger, surrealisme og historisk drama.
Scroll ned for at læse mere om synopser og hvordan du bliver scenarieforfatter
Scenarieforfatter i 2025
Hvis du vil skrive et scenarie til næste års Fastaval, skal du senest den 31. August 2024 indsende en synopsis til scenarieansvarlige@fastaval.dk.
En synopsis er en kort tekst på 1-2 sider, der opridser scenariets historie, struktur og særtræk. Synopsen er det sted, hvor du forklarer os hvad spillerne vil få for en oplevelse og hvorfor det bliver fedt at spille. Det er ud fra synopsen at vi udvælger hvilke scenarier der skal med på næste års Fastaval. Læs mere om synopsisskrivning længere nede på denne side.
Workshops og sparring
I løbet af sommeren og efteråret vil de scenarieansvarlige afholde en række workshops, som behandler forskellige dele af det at skrive scenarier og processen omkring. Dette er både for nye og erfarene forfattere.
Vi afholder ikke flere synopsis-workshops i år, men hvis du har brug for hjælp til din synopsis, kan du stadig sende os en mail.
For de scenarieforfattere der kommer med på programmet, er der være mulighed for at få en sparringspartner, som kan hjælpe og give dig/jer feedback under scenarieskrivningsprocessen.
Vi sender svar tilbage i første halvdel af september. Kort tid efter præsenterer vi feltet på Fastaval.dk.
De færdige scenarier skal afleveres på mail til de scenarieansvarlige senest den 9. Februar 2025 kl. 23.59
Okay! Så du har en fed idé til et fastavalscenarie, hvad så nu? Hvordan får man sit scenarie med på Fastaval og hvad kan du forvente som scenarieforfatter?
Det første skridt mod en plads på årets program, er at skrive og indsende en synopsis til Fastavals scenarieansvarlige. Scenarieåret begynder som regel allerede inden eller omkring sommerferien, hvor de scenarieansvarlige kommer med et call-for-synopser, som meldes ud på Fastavals Facebook-side, vores twitter og her på hjemmesiden. Der er ofte stor interesse for at skrive til Fastaval og derfor har vi desværre ikke plads til alle de synopser vi får tilsendt. Det er vigtigt for de scenarieansvarlige og for Fastaval, at der er debutanter med hvert år – så vi bruger gerne ekstra energi på at hjælpe nye forfattere godt i gang.
Hvis du gerne vil have hjælp til at formulere din synopsis, så afholder Fastaval op til synopsis-deadline en række workshops, som du kan deltage i. Her kan du få sparring, møde andre potentielle forfattere og snakke din idé igennem. Du kan også få en synopsis-sparringspartner, som grundigt hjælper dig til at få skrevet en klart formuleret tekst.
Hvis din synopsis bliver udvalgt til årets felt, så tilbyder Fastaval yderligere hjælp, skulle du ønske det. Du kan få tildelt en sparringspartner, som er en erfaren fastavalforfatter, der hjælper dig til at udføre din idé bedst muligt. Du vil også blive inviteret til workshops og til den årlige forfatterweekend, hvor du kan mødes til hygge og sparring, med de øvrige forfattere.
I løbet af året, frem til påske, sørger de scenarieansvarlige for at være i kontakt med dig, ligesom du kan kommunikere med de andre forfattere i en lukket gruppe på Facebook.
Ud over selve scenariet skal du også skrive en foromtale til hjemmesiden, så potentielle spillere kan se om dit scenarie er noget for dem. Deadline for aflevering af dit færdige scenarie, falder oftest i slutningen af januar eller starten af februar, alt efter hvordan påsken ligger.
Hvis du har spørgsmål om at være scenarieforfatter, eller hvis du har en idé, som ligger uden for de vanlige rammer på Fastaval, så kan du altid kontakte Ann og Nynne, som er de scenarieansvarlige for 2025 og 2026. Send os en mail på scenarieansvarlige@fastaval.dk
Vi forventer at du gør dit bedste for at levere et solidt scenarie, for det kræver både tid og energi at skrive et godt scenarie. Du/I behøver ikke tage orlov fra studiet eller jobbet, men forvent at det vil lægge beslag på en del af din fritid især i december og januar. Plotstruktur og design spørgsmål vil hjemsøge dine tanker det næste halve års tid. Det er en del af det sjove.
Til gengæld får du mulighed for at blive en del af et enestående, kreativt miljø, med erfaring og inspiration bygget op over årtier. Du vil møde en brogede flok af forfattere, som gerne hjælper dig med at spare og udfordrer dig på hvad rollespil er og kan. Det er ikke usandsynligt du vil få venner for livet i processen og udvikle en bredere smag og værdsættelse af rollespil som medie. De scenarieansvarlige er med i processen hele vejen og vil gøre deres bedste for at hjælpe dig med at få scenariet ind over mållinjen. Under Fastaval møder du spillere, som med sikkerhed vil fortælle dig om deres fede oplevelse og efter Fastaval kan du få grundig og struktureret feedback fra Ottodommere. Fastaval garanterer mindst fem afviklinger af dit scenarie (med mindre dit scenarie har et meget alternativt format), så dit scenarie vil blive spillet af en god mængde mennesker. Sidst, men ikke mindst, er der den grundlæggende glæde ved at arbejde med et kreativt projekt, ved at skrive, og kæmpe for at gøre scenariet så godt som det kan blive. Det er ikke altid let at være scenarieforfatter, men altid engagerende.
April-Juli: Ideworkshops og synopsissparring (mest for nye forfattere)
Du har fået en fed idé til et scenarie og du er spændt på at komme igang med at arbejde på den. Tiden mellem Fastaval og sommerferien er perfekt til, i det små, at udvikle på det spæde scenarie og præsentere din idé for verden. Henholdsvis den 14. maj og 6. juni afholder vi online ideworkshops. De to workshops er for alle som gerne vil skrive scenarie til Fastaval 2025. Hold øje med Fastavals facebookside eller skriv til os for at få links tilsendt.
Hvis du ikke har skrevet scenarie til Fastaval før, vil vi meget gerne sætte dig i kontakt med en synopse-sparringspartner. Det vil sige, at der er en erfaren Fastaval-forfatter, der kan hjælpe dig, ved for eksempel at læse din synopsis igennem og komme med konstruktiv kritik. De nærmere detaljer for samarbejdet aftaler I selv. Send os en mail på scenarieansvarlige@fastaval.dk, hvis du er interesseret.
August: Synopsisworkshop og synopsisdeadline
August er den måned hvor der virkelig skal arbejdes på synopsen. Din idé har taget mere og mere form og er klar til at komme ned på skrift. De scenarieansvarlige afholder en eller flere synopsis-workshops, hvor deltagerne får konstruktiv og kærlig feedback på deres midlertidige synopsistekst. Hold øje med Fastavals facebook, eller skriv til hos på mail.
Synopsis workshop afholdes mandag den 5. August kl. 19.00
Synopsis deadline er 31. August kl. 23.50
September: Svar på synopsis og præsentation af årets program
I ugerne efter synopsisdeadlinen mødes de scenarieansvarlige for at udvælge årets felt. De bestræber sig på at give forfatterne svar inden ti dag (med forbehold for at det virkelige liv kan komme i vejen). Når alle har fået svar og har haft et par dage til eventuelt at skrive til de scenarieansvarlige med opklarende spørgsmål, præsenteres programmet her på hjemmesiden og på Fastavals sociale medier.
Såfremt din scenarieidé bliver udtaget til Fastaval 2024, hjælper de scenarieansvarlige dig med at skaffe dig en erfaren sparringspartner til næste del af skriveprocessen (såfremt du ønsker det). Vi samler også årets forfatterfelt i en facebookgruppe, hvor I kan udveksle idéer og skrive med hinanden.
November: Forfatterweekend
Den 22-24. November afholder vi forfatterweekend i Roskilde. Her får årets scenarieforfattere mulighed for at møde hinanden, sparre og udvikle ideer. På forfatterweekenden kan man både deltage i forskellige scenarieudviklingsworkshops og skrive på sin tekst. Der er også mulighed for at få testet et eller flere elementer af dit scenarie, hvis du har brug for det. Om aftenen hygger vi og drikker en øl eller sodavand sammen.
December – Februar: Scenarieskrivning og deadline
Nu er det nu at scenariet for alvor skal skrive ned på papir. Hvis du ikke allerede har sat en spiltest op kan du med fordel planlægge én i december eller i første del af januar. Deadline for aflevering af færdige scenarier er søndag den 9. Februar kl. 23.59
En synopsis er et overblik over din scenarieide som giver de scenarieansvarlig et godt grundlag at bedømme den. En synopsis behøver ikke gå i meget specifikke detaljer, forklare hele plottets forløb eller alle karakterers baggrundshistorie. I stedet skal du fokusere på at berøre alle scenariets vigtigste aspekter. Du skal få de scenarieansvarlige til at forstå, hvad der kommer til at ske i spillelokalet og hvad spillerne kommer til at gøre og opleve i løbet af scenariet.
Vi elsker når vi kan fornemme entusiasmen i din idé og når du kan fortælle os, hvad der gør rollespillet til en god og engagerende oplevelse. Til gengæld må du gerne undgå overdrevent praleri og lange manifester om hvad godt rollespil er, ligesom vi heller ikke ønsker at du taler negativt om andre scenarier.
Når du sender en synopsis ind, behøver scenariet ikke at være testet eller tilnærmelsesvis nedskrevet. Langt de fleste scenarier er kun på idéstadiet, når der er synopsisdeadline, men vi vil gerne have et klart indtryk din vision. Ideen skal være formuleret klart og virke nogenlunde færdigbagt, så de scenarieansvarlige kan få en fornemmelse af om scenariet realistisk kan blive færdigt til tiden.
Vil du have gode ekstra-råd til din synopsis, kan du møde op til en af synopsisworkshopsne eller lytte til podcasten Scenariekernen her. Du kan også læse mere om formen i Mikkel Bækgaards beskrivelse her eller i Kristian Bach Petersens supplerende artikel om synopseskrivning her.
Her kan du læse tre eksempler på gode synopser indsendt til Fastaval 2024
En synopsis er et kort skriv der forklarer scenariets særtræk, hvad deltagerne konkret skal gøre undervejs, og hvilken oplevelse spillerne får. Den skal indeholde følgende information (ikke nødvendigvis i denne rækkefælge):
Titel, det er behøver ikke være den endelige titel på scenariet.
Type af rollespil, De fleste scenarier er enten fuldlængdescenarier (4-6 timer) eller novellescenarier (maksimum 2 timer), men det kan også være at du skriver et liverollespil, et helcon-scenarie eller bare springer rammerne for formen.
Genre, er dit scenarie fantasy, historisk drama, surrealism, hverdags komedie, eller noget helt andet.
Beskrivelse, typisk 1-1,5 siders tekst om scenariet med fokus på hvad spillernes oplevelse vil blive. Vi vil gerne høre om rollerne, verdenen, regler, plot, stemning og hvad der ellers relevant for at forstå scenariet. Du behøver ikke gå i minutiøse detaljer om hvordan dine virkemidler kommer til at fungerer, det er nok for os at vide at de er en del af et scenariet eller at du vil arbejde på at udvikle dem i løbet af din skrive process. Brug heller ikke for mange ord på prosa og baggrundsbeskrivelser, vi har primært brug for et overblik.
Målgruppe, hvem er scenariet for. Du skal især forholde dig til om scenariet skal være kategoriseret som +13, +15 eller +18 år og hvorfor.
Stikord, om scenariets genre/spillestil/setting eller lignende
Antal spillere
Antal spilledere, typisk har et scenarie én gm, men nogle scenarier kan også have flere eller ingen alt efter hvilket rollespil du laver.
Forventet spilletid, maks 6 timer (med mindre du designer et live eller en helcon)
Personlig information, navn, mail og tlf. nr. på alle deltagende forfattere. (Det er muligt at skrive under pseudonym, men de scenarieansvarlige skal stadig vide hvem du er)
Evt. en kort introduktion af dig selv, hvis du er debutant og ikke kender de scenarieansvarlige, må du gerne inkludere lidt information om, hvad du ellers har lavet og arbejdet med i rollespilsammenhæng. Det tæller PÅ INGEN MÅDE ned at være uerfaren, men vi vil meget gerne have et indblik i dit erfaringsniveau og din rollespilsstil. Det er vigtigt for os, at vi får en god erfaringsspredning på blandt vores forfattere, så vi hele tiden får nyt blod og nye ideer ind i miljøet omkring fastavalscenarierne.
Evt. en kort 1-2 sætnings pitch til at lægge på fastaval.dk hvis scenariet godtages. Du kan også lade de scenarieansvarlige om at skrive dette.
På Fastaval strækker vi os langt for at få plads til alle slags ideer, men der er dog visse begrænsninger og rammer, som du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at skrive til Fastaval.
Scenariet skal kunne afvikles på Fastaval. Langt de fleste scenarier, spilles i et klasselokale på Mariagerfjord Gymnasium, hvor den eneste scenografi er borde og stole. Der er dog også plads til rollespil i Fastaval fællesområder eller i naturen bag gymnasiet. Vi går langt for at imødekomme skæve ideer, der leger med rollespilsformen, men du skal forberede dig på, at Fastaval ikke ejer kostumer, props eller lys, som du kan bruge. Al ekstra scenografi og alle props til dit scenarie, skal du som udgangspunkt have med selv.
Scenariet skal skrives ned. Et fastavalscenarie kan fylde alt mellem 10-100 sider( i sjældne tilfælde endda mere) og fungerer som en slags manual/drejebog til dine spillederne (gm’er). De fleste scenarier har 5+ afviklinger på Fastaval og derfor skal rollespillet kunne læses, forstås og køres af folk som ikke er dig. Den nedskrevne tradition er også en vigtig del af at udvikle og styrke kvaliteten af rollespil på Fastaval. På hjemmesiden Alexandria har du fri adgang til fastavalscenarier gennem mange år, som kan læses, læres af og spilles igen og igen.
Scenariet er automatisk med i Otto-konkurrencen. Som scenarieforfatter skal du være forberedt på at alle scenarier er med i konkurrencen om årets Ottoer – det er en hovedpræmis, når man har et scenarie med på Fastaval. Din tekst vil altså blive læst og bedømt af et dommerpanel under Fastaval. Hvis du gerne vil høre dommernes tanker og analyser, sender de konstruktiv feedback ud til de forfattere som ønsker det efter Fastaval. Læs mere om Otto-konkurrencen her.
Scenariet skal skrives specifikt til Fastaval. Fastaval er stolt af sine premierescenarier og vi vil gerne skabe og pleje et miljø, hvor rollespil som medie hele tiden er i udvikling. Derfor godtager vi ikke rollespil, som er skrevet til andre kongresser eller lignende events. Vi ser dog gerne genfortolkninger eller fyldige omskrivninger af gamle scenarier, ligesom det natuligvis er tilladt at spilteste sin idé på andre conner.
Du skal så vidt muligt skaffe fem spilledere til dit scenarie. Fastaval stræber efter at alle almindelige scenarier bliver spillet minimun fem gange. Desværre er der altid mangel på spilledere og det er et kæmpe arrangørarbejde at sørge for at alle forfattere får oprettet deres fem+ hold. Hvis du er ny forfatter, skal du ikke lade dig afskrække, vi har et par dygtige spillederansvarlige som meget gerne hjælper dig. Vi forventer blot, at du gør dit bedste for at skaffe så mange spilledere som muligt. For rutinerede forfattere og dem med et solidt netværk på Fastaval forventes det, at de finder minimum fem spilledere selv.
Det er tilladt at indsende mere end én synopsis. Vi anbefaler dog at du fokuserer på at udvikle én scenarieidé, frem for at sende mange løse. Kvantitet hjælper ikke nødvendigvis på dine chancer for at blive udvalgt.
Det er Fastavals scenarieansvarlige som har det ansvar og privilegie at læse de indsendte synopser og udvælge de scenarier, som får præmiere på Fastaval. Scenarierne udvælges som et samlet felt. Vi kigger altså ikke kun på den individuelle synopsis kvalitet, men også hvordan din idé passer blandt de andre.
Først og fremmest udvælger vi ud fra et ønske om diversitet i scenariefeltet. Vi vil rigtig gerne tilbyde Fastavals deltagere en bred palet af rollespilsoplevelser. Alle der læser Fastavals program skulle gerne kunne finde mindst ét scenarie, de rigtig gerne vil spille. Vi tilstræber en god bredde i forhold af genrer, temaer, former, indhold og systemer. Ligesom vi også kigger på hvilke aldersgrupper scenarierne henvender sig til. Allerhelst vil vi gerne have både terninger, action, sci-fi, fantasy, horror, socialrealisme, feel-good drama, historiske fortællinger, lives og alt derimellem og derudover.
Vi går også efter en god spredning i forfatternes erfaringsniveau. Hvert år giver vi aktivt plads til debutanter, der får chancen for at prøve kræfter med scenarieskrivningen, så vi bliver ved med at udvikle forfattermiljøet. Vi vil naturligvis også gerne have forfattere med en to-tre scenarier under bæltet, der får chancen for at udvikle sig yderligere. Endelig skal der også være plads til de garvede forfattere, som ud over deres scenarier også bidrager ved at dele deres erfaringer til diverse workshops og forfatterweekenden.
Fastaval er ikke kun for danskere og derfor kigger de scenarieansvarlige også på sprog og nationalitet. Vi er glade for internationale forfattere, der viser interesse i Fastaval og derfor håber vi altid på at kunne inkludere en lille håndfuld scenarier fra udlandet, selv om majoriteten stadig skrives på dansk.
Sidst, men ikke mindst, kan vi ikke fornægte at kvaliteten af scenarieidéen, som den fremstår i synopsen, også spiller en rolle. De scenarieansvarlige snakker især om, hvorvidt ideén er moden og om vi tror på at den, inden for tidsrammen, kan blive til et færdigt og solidt scenarie. Herunder er Formidling en vigtig faktor. Små sproglige fejl er ikke noget vi bidder mærke i, men hvis vi ikke kan forstå, hvordan spillet skal foregå eller den indsendte synopsis er meget mangelfuld, så kan vi ikke stole på at forfatteren vil være i stand til at formidle et helt scenarie.
Fastaval har to scenarieansvarlige og det er vores opgave at sikre deltagerne på Fastaval de bedst mulige rollespilsoplevelser, samt at sørge for, at Fastavals forfattere alle får en god oplevelse med at skrive deres scenarier. Først og fremmest er det os som udvælger årets scenariefelt, men det er også vores opgave at arrangerer workshops til forfatterne, sørge for sparring og komme med moralsk opbakning i løbet af hele skriveprocessen fra idé til det færdige scenarie.
At være scenarieansvarlig er ikke en post man sidder på i ubestemt tid. Typisk står en ny duo klar hvert andet år, til at overtage fra de gamle arrangører. På den måde sikrer vi at Fastavals program hele tiden udvikler sig og giver plads til nye holdning og prioriteter.
Hvis du har spørgsmål til scenarierne eller gerne vil høre mere så er du velkommen til at kontakte os her: scenarieansvarlige@fastaval.dk
Hvorfor er der kun plads til ca 30 scenarier på Fastaval?
Antallet af scenarier på Fastaval har to forklaringer. 1) Fastaval er begrænset af antallet af spillokaler, vi har adgang til på Mariager Fjord Gymnasium. 2) Fastaval prioriterer at de udvalgte scenarier skal have så mange afviklinger som muligt, over at have så mange scenarier som muligt. Det tager tid og frivillige kræfter at skrive et fastavalscenarie og derfor vil Fastaval hellere have lidt færre scenarier, der så i tilgift kan blive spillet mere.
Hvem bestemmer hvilke scenarier der kommer med?
Det er de scenarieansvarlige, der står for at udvælge årets felt til Fastaval. De scenarieansvarlige er arrangører på Fastaval, som sidder for to år. De arbejder for at skabe en god spredning og diversitet blandt scenarierne, så der er noget for alle at spille..
Hvorfor kan jeg ikke indsende mit færdige rollespil som synopsis?
Der har været år, hvor Fastaval har modtaget 70+ synopser, hvilket i sig selv er enormt meget læsemateriale for de scenarieansvarlige og færdige scenarier ville kun give dem endnu mere arbejde. Synopsisformen er til, for at de scenarieansvarlige let kan danne sig et overblik alle scenarieideerne og derigennem udvælge det bedst samlede felt. Selv om du måske oplever det som irriterende dobbeltarbejde, skal du altså stadig skrive en synopsis, selv om du måske allerede er langt med dit skrevne rollespil.
Kan jeg tage et rollespil med på Fastaval uden om synopsisudvælgelse og scenariekonkurrencen?
Fastaval er et stort sted og hvert år er der masser af deltagere, som kommer for at spille deres egne rollespil og kampagner, uden om det officielle fastavalprogram. Det er der heldigvis masser af hjerterum til, men det forgår ofte i fællesområderne på gymnasiet, da Fastaval skal bruge klasselokalerne til programsatte aktiviteter.
De scenarieansvarlige for Fastaval 2024
Nynne er kommet på Fastaval siden 2010. Hun har skrevet to scenarier; et meget sødt og et meget ondt – begge to handler om heste. Derudover har hun været scenariedommer tre gange og overdommer to gange. Før hun blev forelsket i Fastaval, var hun inkarneret liver, der spillede alt fra Nordic Larp til Krigslive. Hun har både lavet børnerollespil med Rollespilsfabrikken og været en af hovedarrangørne på konferencerne Forum og Knudepunkt. Nynne har også en forkærlighed for ting som Vampire the Masqurade og Warhammer og går ikke af vejen for at rulle med terninger.
Ann kom på Fastaval første gang i 2011 og skrev sit første scenarie i 2014. Siden da har hun skrevet seks scenarier plus lidt blackbox til husbehov. Praktisk har hun lavet både hjemmeside og kommunikation for Fastaval i mange år, siddet i ottojuryen, været en del af tv-holdet Pingvinstuen (ja, jeg synger Toast-sangen) og siddet i den tragiske hovedarrangørgruppe, som aflyste Fastaval i 2020. Udover Fastaval sætter Ann stor pris på et godt liverollespil i ny og næ (gerne noget med store kjoler) og så har hun været en del af Rollespilsfabrikken engang i tidernes morgen.
Du kan altid komme i kontakt med os på scenarieansvarlige@fastaval.dk