Har du nogensinde haft lyst til at skrive et fastavalscenarie? Igen i år vil der være scenarieskrivningskonkurrence på Fastaval, og der vil være nye spændende tiltag, som skal sikre at du får en masse viden om Fastaval, scenarieskrivning og forfattermiljøet.
Målet er at hjælpe dig godt i gang med at lave en gennemarbejdet synopse, som du efter fastaval kan arbejde videre med og indsende til Fastaval 2025. Samtidig med at du skriver synopsen, gør du dig nogle tanker om dit kommende scenarie, som du også skal aflevere. Altså, del-elementer af dit færdige scenarie – det kan være plot-struktur, mekanikker, karakterer, eller noget helt fjerde.
Hvad kan du forvente?
- Et spændende læringsmiljø: Du får støtte og opløftning til at kunne arbejde med dit projekt. Vi har allieret os med flere af de dygtige og etablerede scenarieforfattere på Fastaval, som løbende vil holde oplæg og give feedback på dine scenarie-idéer.
- Et kreativt fællesskab: Vi etablerer daglige skriveklubber, hvor alle deltagere er velkomne. Vi sætter os og skriver sammen – både, så du har nogen at ping-ponge dine idéer op af, men også for at give dig et rigtigt billede af, hvordan det føles at være en del af forfatter-fællesskabet på Fastaval.
- Spændende benspænd: Scenariskrivningskonkurrencen starter med, at du får udleveret dine benspænd: Nogle elementer, som både skal inspirere og inddrages i din scenarieidé. Det kan for eksempel være sådan noget som: “En labyrint skal inddrages” eller “Farven rød”. Hvordan du tolker disse benspænd, og inddrager dem i dit scenarieoplæg er helt op til dig! De aktuelle benspænd for I år vil naturligvis være hemmelige, indtil konkurrencen går i gang!
Til sidst tilbyder vi dig feedback på det, du har skrevet … og den heldig vinder vil komme på scenen til festen søndag, hvor det Gyldne Æg bliver delt ud.
Så er du også frisk på at komme tættere på drømmen om at skrive dit første scenarie til Fastaval? Så meld dig til med det samme – vi glæder os til at se dig i konkurrencen!
OBS: Der er en begrænset mængde pladser til konkurrencen, så hvis vi får for mange tilmeldinger, vil vi prioritere deltagere, som kun har skrevet få eller ingen scenarier.
Krav til deltagere: Du skal være tilmeldt scenarieskrivningskonkurrencen. Det gøres over tilmeldingen.
Maximum: 15 personer
Hvornår: Onsdag aften – søndag kl. 11
Pris: Gratis
Praktisk:
Onsdag: Første møde mec introduktion til værten og dommerne. Programmet for de kommende dage udleveres, og du vil få en kort introduktion til forløbet. Til sidst får du benspændene, og så skyder vi ellers konkurrencen i gang.
Hvis du er forhindret i at deltage, bliver alt informationen også sendt til din e-mail.
Medbring selv skriveredskaber: Du skal selv skaffe eller låne en computer til at skrive scenariet på.
Fra onsdag frem til lørdag kl. 23:00: Løbende events i form af mundtlige oplæg, skriveklub og feedback. Det er ikke obligatorisk at møde op til de forskellige tilbud til scenarieskrivningskonkurrencen. Vi vil dog stærkt anbefale dig at komme til så mange af dem, du kan, for de dejlige, erfarne forfattere har masser af guldkorn, du kan tage med i dit videre arbejde.
Aflevering: Senest lørdag kl. 23:00 skal synopse samt del-elementer af dit færdige scenarie være indsendt.
Søndag kl. 11:00: Individuel feedback til dem, som har lyst og samme aften udleveres ægget til årets vinder ved Ottofesten!